Originalt tegningsmateriale PDF Udskriv Email

Modelbyggerlauget får mange henvendelser om konstruktions- og byggetegninger. Ved nogle af henvendelserne kan vi hjælpe, specielt dem der drejer sig om den danske flådes skibe, hvor vi kan hjælpe ved kopiering af tegninger fra laugets arkiv mod betaling af omkostninger og forsendelse. Men mange andre, bl.a. vedrørende handelsskibe og mange andre fartøjer må vi henvise til andre muligheder. Nogle af de vigtigste og mest interessante er disse:

Den bedste mulighed vedrørende den danske flådes skibe er selvfølgelig Rigsarkivet, hvor man på www.sa.dk/RA kan søge konstruktionstegninger. Alle tegningerne på Orlogsbasen kan købes elektronisk og leveres på CD-ROM til en overkommelig pris, hvorimod egentlig kopiering af de originale tegninger enten ikke kan lade sig gøre, eller hvis det er muligt, kan koste fra 2 - 3000 kr. og opefter.

Med hensyn til handelsskibe er det rigtige sted Handels- og Søfartsmuseet på Kronborg, hvor man råder over en meget stor samling af tegninger fra nuværende og tidligere danske værfter og rederier. Henvendelse kan ske på http://www.maritme-museum.dk/

Tegninger af britiske orlogsskibe har man mulighed for at søge gennem det meget omfattende arkiv i National Maritime Museum i Greenwich på http://www.nmm.ac.uk/ Dette arkiv råder i øvrigt også over tegninger af danske orlogsskibe, nemlig opmålinger af de orlogsskibe englænderne tog fra Danmark i forbindelse med flådens ran september/oktober 1807.

Der er også mulighed for at fremskaffe amerikanske skibstegninger fra det nationale amerikanske museum Smithsonian i Washington, hvor tegningerne kan bestilles på grundlag af deres katalog på http://americanhistory.si.edu/csr/shipplan.htm/

Herudover er der mange andre muligheder på en række inden- og udenlandske museer, arkiver, bogforlag, tidsskrifter m.v..

 
RocketTheme Joomla Templates