Kanondæk 1808 PDF Udskriv Email

På grundlag af omfattende research og udarbejdelse af en manual 2006/2007 for et såkaldt "Kukkassediorama",bl.a. inspireret af tilsvarende modeller på flere udenlandske marinemuseer, startede et byggehold i foråret 2008 med at bygge et udsnit af et kanondæk i skala 1:10.

Der er valgt et udsnit af det nederste kanondæk på orlogsskibet Prinds Christian Frederik fra 1803. Udsnittet omfatter 4 stk. 24 punds kanoner og et fuldt udstyret batteridæk med ca. 35 personer (dukker) i tidsrigtige dragter og uniformer, som det ville have set ud under kamp i 1808.

Modellen blev færdig sommeren 2010 og afventer nu opstilling på Orlogsmuseet i en montre sammen med  modellen af orlogsskibet Prinds Christian Frederik, der blev afleveret til Orlogsmuseet august 2007 i forbindelse med 200 året for englændernes ran af den danske flåde.

Billederne viser, hvordan modellen så ud januar 2009, hvor yderklædningen var færdiggjort og dækket var ved at blive lagt og kanonerne med raperter var nær færdiggørelse. Som led i arbejdet blev der etableret et syhold på ti damer, der stod for syning af uniformer og søfolkenes mere beskedne beklædning.

Det seneste, der blev sat i gang, var modeller af de såkaldte kanonlåse, d.v.s. antændingsmekanismen, der blev monteret på kanonens overside ved fænghullet. Den kanonlås, der sandsynligvis blev anvendt på Prinds Chr. Frederik, var den såkaldte C.W. Kyhl`s kanonlås fra 1803.

Denne interessante og spændende del af modellen er udført af Poul Darnell, der tidligere har renoveret Ole Rømers planetmaskine, ligesom han har deltaget i renoveringen af Jens Olsens verdensur.

 
RocketTheme Joomla Templates